Celta Vigo har skiftet træner mange gange i løbet af det sidste års tid, og det har haft konsekvenser.

Pione Sisto røg ud i kulden i Celta Vigo, og mente at der skulle ske drastiske ændringer i klubben hvis han skulle fortsætte. Efterfølgende kom det frem, at Sisto takkede nej til et tilbud fra Aston Villa, og nu ser det ud som om, at han fortsætter i den spanske klub.

Senest fik han et kvarter i kampen mod Real Madrid, hvor Sisto og holdkammeraterne tabte med 1-3.

Efter nederlaget har Celta-træner Fran Escriba været ude at tale om en bizar diæt, der har været en del af, at Sisto ikke har spillet på sit topniveau:

»Pione Sisto er en pudsig spiller. Fysisk er han et vidunder, men det kun at spise frugt i to uger, har smittet af på hans præstation. Sådanne vaner skader ham. Han er svær at kontrollere taktisk,« fortæller Fran Escriba til El Pais.

Fran Escriba tror dog, at med de kvaliteter Pione Sisto besidder, så skal han nok blive rigtig god:

»Det er godt med improvisation, men Pione improviserer for meget. Vi vil gerne have, at han er mere disciplineret taktisk. Han sparker godt med begge ben, og jeg tror, han kan blive en fremragende angriber.«

24-årige Pione Sisto kom til Celta Vigo fra FC Midtjylland i sommeren 2016. Han startede med stor succes, men han har nu mistet sin starplads. Det har også gjort, at han er røget ud af det danske landshold, hvor han ellers har spillet 21 A-landskampe og scoret et mål.