Simon Kjær mener, at DBU forsøger at opnå splittelse blandt spillerne i forhandlinger om landsholdsaftale.

København. Landsholdsanfører Simon Kjær går nu ud med kritik af Dansk Boldspil-Union (DBU) i forbindelse med forhandlingerne om en ny landsholdsaftale for spillerne på kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold.

Simon Kjær mener, at DBU prøver at skabe splittelse blandt spillerne ved at nægte at indgå kollektive aftaler og i stedet tvinge spillerne til individuelt at indgå en aftale. Det siger landsholdsanføreren til Ekstra Bladet.

»Vi har som landsholdsspillere stået sammen om at forhandle med DBU i årtier. Men nu forsøger DBU at splitte os med den her mærkelige påstand, selv om vi indtil nu har lavet masser af aftaler i fællesskab.«

»Når Danmark har klaret sig godt internationalt, er det, fordi vi står sammen. Der findes ikke et eneste fodboldhold i verden, som ikke bliver bedre af at stå sammen. Derfor er det også meget overraskende at blive truet, lige netop fordi vi viser sammenhold og står sammen,« siger Simon Kjær.

Han tilføjer over for avisen, at han aldrig har oplevet i en klub, at ledelsen på den måde har forsøgt at presse ham og holdkammeraterne.

Spillerne ønsker bedre økonomiske vilkår og et bedre sportsligt setup i form af blandt andet bedre træningsfaciliteter, kost og behandlingsmuligheder.

For DBU er det afgørende ikke at blive betragtet som arbejdsgiver, når spillerne optræder i landsholdssammenhæng. Det mener spillerne ellers, at DBU bør.

»Det afgørende er, at det i fremtidige aftaler er understreget, at DBU ikke er arbejdsgiver, og at landsholdsspillerne ikke er ansatte eller lønmodtagere i DBU. Det er de i deres klubber.«

»Det er en vigtig skelnen for os,« sagde Jakob Høyer tidligere på ugen til Ritzau.

Ifølge DBU er en kollektiv aftale et brud på konkurrenceloven.

I 2015 ønskede DBU ligeledes at indgå individuelle aftaler med spillerne på herrernes A-landshold, men dengang endte man med en kollektiv aftale.

DBU og Spillerforeningen meddelte lørdag, at forhandlingerne genoptages søndag klokken 17.

Bliver parterne ikke enige her, samles kvindelandsholdet ikke mandag som planlagt, og dermed er fredagens EM-revanche i Horsens mod Holland i alvorlig fare for at blive aflyst.

/ritzau/