Den danske landsholdsspiller Simon Kjær var onsdag på pletten for sin franske klub Lille, der mødte Maccabi Haifa fra Israel i en træningskamp. 

Kjær gjorde det til slutresulatet 2-0 efter 54 minutters spil. Ryan Mendes bragte franskmændene på 1-0 efter et kvarters spil.

Den danske forsvarsspiller kom til Lille sidste sommer efter et mislykket ophold i den tyske bundesligaklub Wolfsburg. I den nordfranske klub har Kjær omvendt haft enorm succes. Han har udviklet sig til en af den franske Ligue 1's største profiler og har en stor aktie i, at Lille i den kommende sæson skal spille Champions League. Simon Kjærs præstationer udløste desuden en plads på årets hold i den bedste franske række.

Der har derfor naturligt nok været spekuleret i et skifte til en større liga for 25-årige Kjær - og i en overgang blev Manchester United meldt interesseret i danskeren. Men alt tyder på, at han bliver i Frankrig.

Lille sparker sæsonen i gang mod Metz den 9. august.