Det var ikke hvem som helst, der overtalte Simon Kjær til at skifte til AC Milan.

For da landsholdsstjernen skulle overtales, var det legenden Paolo Maldinis nummer, der stod i telefondisplayet, fortæller forsvareren til TV 2 Sport.

Paolo Maldini spillede i den italienske storklub i 25 år – fra 1984 til 2009 – og i dag har han rollen som teknisk direktør i klubben. Han havde altså en plan, og det var at lokke danskeren til AC Milan.

Maldini er en spiller, som Simon Kjær beskriver som 'et idol', og det er da også store sko, han skal udfylde i det italienske forsvar, der ud over Maldini før har bestået af Franco Baresi og Alessandro Nesta.

Simon Kjær i aktion mod SPAL i sin første kamp for AC Milan.
Simon Kjær i aktion mod SPAL i sin første kamp for AC Milan. Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

»Det er tre meget, meget store navne. Det er et privilegium at blive nævnt i samme sætning som dem. Jeg har selv trøjerne hængende derhjemme på to af dem. Jeg nåede at spille mod dem, da jeg var i Palermo,« siger Kjær.

Lige nu er Simon Kjær AC Milan-spiller sæsonen ud, men han afviser ikke, at aftalen kan blive forlænget.

Simon Kjærs skifte til AC Milan blev officielt den 13. januar, efter rygterne omkring det havde floreret. Han er kommet til klubben efter et lejeophold i Atalanta, der bestemt ikke er gået som ønsket. For det nåede kun at blive til i alt seks kampe siden skiftet, der fandt sted i sommer.

AC Milan er Kjærs niende klub som professionel efter FC Midtjylland, Palermo, Wolfsburg, AS Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla og altså Atalanta.