Simon Kjær var overordnet tilfreds, efter Sevilla havde åbnet Champions League med uafgjort i Liverpool.

På den ene side havde Liverpool haft flest chancer og brændt et straffespark. På anden anden side havde Sevilla en stor chance for at score til 3-2 kort før tid.

Det var med blandede følelser, at Sevillas Simon Kjær kiggede tilbage på 2-2-forestillingen på Anfield i Champions Leagues gruppe E.

Overordnet var Danmarks landsholdsanfører dog tilfreds.

»Liverpool kom ud med et stort tryk. Vi prøvede at stå imod, og når de ikke scorede, så gav det os mulighed for at komme foran.«

»Med lidt held havde vi også taget sejren på den store chance, vi havde til sidst. Men 2-2 er ok efter omstændighederne,« siger Simon Kjær til TV3+.

Sevilla kom på 1-0 ved Wissam Ben Yedder efter fem minutter, men ellers var Liverpool klart bedst i første halvleg.

Roberto Firmino udlignede, og siden scorede Mohamed Salah til 2-1, da hans langskud ramte Simon Kjær og snød Sevillas målmand.

Simon Kjær var anderledes tilfreds med anden halvleg, hvor Joaquin Correa udlignede efter 72 minutter.

»Vi fik ikke kørt bolden helt rundt, som vi gerne ville, og det fik vi gjort i anden halvleg. Når vi fik spillet os ud af det første pres, så fik vi også plads. Det var der, hvor vi ikke var helt gode nok i første halvleg.«

»Vi vidste godt, at de ville komme ud sådan. Så overordnet set skal vi være glade for, at vi kun var bagud med et mål ved pausen,« vurderer Kjær.

/ritzau/