11 superligaklubber rejser i vanlig stil på træningslejr under sydligere himmelstrøg i Europa som optakt til forårssæsonen, men som den eneste klub bliver Silkeborg hjemme.
Cheftræner Kent Nielsen forklarer, at det blandt andet hænger sammen med, at forårspremieren ligger allerede 8. februar, og at man derfor på kort tid ville skulle omstille sig fra sydens naturgræs til kunstgræsset på hjemmebane i første kamp.
Desuden var holdet ikke garanteret optimale træningsmodstandere.
- Havde vi været garanteret rigtigt gode træningskampe, var vi nok taget afsted, men det kunne matchmakerne ikke garantere, så vi valgte at sige "ok, så bliver vi hjemme", siger Kent Nielsen.
Han tilføjer, at klubbens egne træningsfaciliteter også har spillet ind. Superligatruppen træner altid på sit stadion, hvor varmen under kunstgræsset har gjort det muligt at træne på trods af sne og frost i årets indledning.
- Vi har kunnet træne som planlagt uden problemer. Der er andre superligaklubber, der ikke har kunnet træne, påpeger Kent Nielsen.
Samtidig anerkender han, at der kan være ulemper ved at træne i lave temperaturer.
- Hvis man eksempelvis har meget fokus på standardsituationer. Det er svært at gøre her, hvis det er minus fem grader, og spillerne helst ikke skal stå stille for længe.
- Men jeg tror, at den største forskel ligger i, at når truppen er væk og er samlet i 24 timer i døgnet, så har man bedre tid sammen med spillerne og er mere omkring dem. Man kan eksempelvis se mere video, siger han.
Silkeborg sluttede efterårssæsonen med en lang stime uden sejr. I de sidste fem ligakampe blev det blot til to point og ét scoret mål.
Holdet ligger på en tiendeplads med syv point op til top-6 og fem point til nedrykningsstregen før de sidste fire runder af grundspillet.
I forårspremieren 8. februar kommer Viborg på besøg. Forinden venter træningskampe mod Esbjerg, Middelfart og svenske IK Sirius.
/ritzau/
