Topkampen i 1. division mellem Silkeborg og Viborg sluttede 2-2 foran et rekordstort publikum på Jysk Park.

Foran hele 9117 tilskuere spillede Silkeborg og Viborg tirsdag aften 2-2 i toppen af 1. division, og dermed er Silkeborg fortsat på førstepladsen.

Pointdelingen betyder, at Silkeborg stadig har ét point ned til Viborg på andenpladsen.

Der resterer to runder i landets næstbedste række, og det hold, der slutter øverst, rykker direkte op i Superligaen, mens nummer to møder vinderen af Vejle og Hobro i to playoffkampe om en plads i det fineste selskab.

Hobro og Vejle mødes søndag, hvor taberen over to kampe rykker direkte ned. Vejle vandt 1-0 i det første opgør.

Viborg på andenpladsen har fire point ned til Fremad Amager, der ligger nummer tre. Tredjepladsen møder taberen af kampene mellem AC Horsens og Vendsyssel i to playoffkampe om en plads i Superligaen.

I tirsdagens topopgør i Silkeborg indledte gæsterne fra Viborg som lyn og torden.

Efter ni minutter prikkede Jeppe Grønning Viborg i front efter et hjørnespark, og bare fire minutter senere fordoblede Mikkel Agger gæsternes føring til 2-0 efter Christian Sivebæks oplæg.

Fem minutter før pausen fik Silkeborg et noget tvivlsomt indirekte frispark langt inde i Viborgs felt, og det bragede Ronnie Schwartz op i nettaget og reducerede til 1-2.

Scoringen gav Silkeborg momentum, og fire minutter inde i anden halvleg sparkede Ronnie Schwartz værterne på 2-2 med en flad afslutning.

Begge hold gik efter sejren og skabte fine muligheder i kampens afslutning, men det endte med en pointdeling efter en velspillet topkamp.

/ritzau/