Silkeborg IF og Viborg FF fik hver et point ud af søndagens møde i Superligaen.

1-1 endte det meget passende efter en kamp, hvor begge hold havde deres perioder spillemæssigt og tæt på det samme antal chancer.

For Silkeborg er det tredje uafgjorte i træk i Superligaen. Viborg kom omvendt lidt tilbage efter et skuffende nederlag mod Lyngby senest.

Viborgenserne er med 14 point efter otte kampe aktuelt nummer fire og en del af et tæt felt efter førerholdet FC København.

Silkeborg har syv point i feltet lige over bunden.

Efter en lige og jævn åbning bragte Silkeborg sig søndag foran 1-0 takket være kantraketten Lucas Riisgaard, der som cheftræner Morten Dahm Kjærgaard er kommet til fra Aarhus Fremad.

Midtbanespilleren Villads Westh lagde bolden ud i højre side, og Riisgaard piskede forbi backen Oliver Bundgaard, tæmmede bolden med hovedet og sparkede den hårdt i nettet fra en halvspids vinkel.

Viborg var lidt om at komme i omdrejninger, men fik faktisk bolden i nettet to gange inden pausen. Begge gange endte det dog med en underkendt scoring.

Første gang havde bolden passeret baglinjen, inden Dorian Junior sendte den over stregen, og siden begik midtbanespilleren Mads Søndergaard ifølge kampens dommer frispark på Silkeborg-keeper Aske Andresen.

Silkeborg flirtede med 2-0 i starten af anden halvleg, men efter en lille time blev det i stedet 1-1.

Sami Jalal tog et træk forbi to Silkeborg-spillere og stod formentlig til at få et frispark, men bolden trillede videre til holdkammeraten Asker Beck, der sparkede balance i regnskabet.

Senere misbrugte Søndergaard en kæmpe mulighed, og den indskiftede debutant Valgeir Lunddal havde også en stor chance for at bringe gæsterne på sejrskurs, men det endte uden yderligere scoringer.

RITZAU