Efter blot ti måneder i franske Guingamp vender Nicolai Larsen hjem til dansk fodbold og Silkeborg.

Den nye klub i Superligaen Silkeborg IF har skrevet kontrakt med den tidligere AaB- og FC Nordsjælland-målmand Nicolai Larsen.

Han kommer til fra franske EA Guingamp og har underskrevet en toårig kontrakt, oplyser klubben på sin hjemmeside.

På den måde genforenes Nicolai Larsen med Kent Nielsen, som han arbejdede sammen med, da AaB i 2014 vandt det danske mesterskab.

- Jeg glæder mig helt vildt til at få begyndt i SIF. Jeg kender jo klubben fra kampene i Superligaen, og jeg kender Kent Nielsen. Det var ham, der gav mig min superligadebut, og han var min træner i fem sæsoner i AaB, siger Nicolai Larsen.

Det er kun et lille år siden, Nicolai Larsen drog mod Frankrig, men det er altså allerede nu tid til comeback i den bedste danske række.

- Klubben var præget af uro, både på trænerposten og med økonomien. I de 10 måneder, jeg nåede at være i klubben, havde jeg fire forskellige trænere, siger Nicolai Larsen.

Den 30-årige målmand nåede blot seks kampe i Guingamp i den næstbedste franske række, inden han blev placeret på bænken.

Han har som sagt tidligere tørnet ud for AaB, hvor han blev både dansk mester og pokalmester. I 2017 forlod han klubben for at komme nærmere familien på Sjælland.

Han skrev således kontrakt med FC Nordsjælland og spillede i klubben i tre år.

/ritzau/