Salgene af Robert Skov og Jens Martin Gammelby til FCK og Brøndby betød, at Silkeborg kunne satse strategisk.

Bare en sejr mere hjemme over Nykøbing FC.

Det vil bringe Silkeborg op i Superligaen efter et år i den næstbedste fodboldrække.

- Bare og bare. Det ved man aldrig. Men hvis vi vinder på lørdag, så har vi klaret det. Det må vi se, om vi kan.

- Vi har hele denne sæson spillet efter at lande så højt i rækken. Allerhelst som nummer et, og hvis ikke vi kan det, så blandt de tre bedste, så vi får playoffkampe.

- Vi ved nu, at vi minimum får playoffkampe, og så må vi se, siger Silkeborg-direktør Kent Madsen.

Silkeborg solgte i 2018 Robert Skov til FC København samt Jens Martin Gammelby til Brøndby, og det betød, at klubben kunne bruge pengene til at satse stort i 1. division.

- Vi valgte at fortsætte i Superliga-gear i hele forretningen. Vi agerer ligesom en superligaklub. Vi spiller bare i en række lavere.

- Det kunne vi gøre, fordi vi havde ret gode transferindtægter blandt andet efter salgene af Robert Skov og Jens Martin Gammelby. Dem har vi ikke i år.

- Hvis vi ikke rykker op, så bliver vi nødsaget til at foretage nogle tilpasninger, og det vil vi nødigt, siger Kent Madsen.

I næste sæson vil der kun være et hold, der rykker op fra 1. division, fordi Superligaen skæres ned fra 14 til 12 hold.

Derfor skal oprykningen set med Silkeborg-briller i hus lørdag.

- Vi tog den strategiske beslutning, og i et vist omfang har det lidt at gøre med den struktur, der er på vej til at blive ændret.

- Vi ved, at der allerede fra næste sommer kun er 12 hold, og derfor har vi valgt at give den lidt ekstra gas, fordi vi havde mulighed for det.

- Det vil være en kæmpe tilfredsstillelse og i virkeligheden også en lettelse, hvis det ender positivt, siger han.

Indtægterne i den næstbedste række er markant lavere end i Superligaen.

- Når vi har valgt at køre i stort set samme gear, så er det ret dyrt og spille i den næstbedste række.

- Vi er en forholdsvis solid butik. Det er ikke nogen katastrofe, hvis vi ikke rykker op. Men det vil være dødærgerligt, og vi håber med alt, hvad vi har i kroppen, at vi kan gå det sidste stykke, siger han.

Silkeborg-direktøren vurderer, at det på indtægtssiden har betydet en nedgang på 10-15 millioner kroner for en klub af Silkeborgs størrelse.

- Det er primært markant lavere tv-indtægter, lidt lavere sponsorindtægter og lavere indtægter på kampdage. Altså salg af billetter, øl og pølser. Og der er generelt færre tilskuere.

- Vi har lavet nogle justeringer, så vi har lidt lavere omkostninger. Men det koster os minimum ti millioner kroner på bundlinjen. Det er mange penge, siger Kent Madsen.

Hvis Silkeborg ikke vinder over Nykøbing FC, så kan Viborg FF overtage førstepladsen og den direkte billet til Superligaen.

/ritzau/