Saba Lobjanidze blev den store helt for Randers, da holdet søndag aften slog Sønderjyske med 3-0.

Randers FC havde søndag aften ingen problemer med at slå et modløst Sønderjyske-hold 3-0 på hjemmebane i Alka Superligaen.

Angriberen Saba Lobjanidze havde en stor kamp med tre mål.

Sejren betyder, at Randers slutter som nummer tre i nedrykningspulje 2 og møder Helsingør i de frygtede playoffkampe.

Det er endnu uvist, hvem Sønderjyske møder, når holdet skal spille om en plads i Europa League-kvalifikationen.

Randers havde fint kontrol med kampen takket være en føring på 2-0, allerede inden stadionuret rundede den halve time.

Sønderjyske derimod virkede anderledes uden vilje og gejst.

Efter en rolig indledning på kampen, hvor ingen af holdene skabte nævneværdige chancer, fik Randers og i særdeleshed Saba Lobjanidze for alvor hul på bylden.

Først gjorde georgieren det til 1-0 efter et flot sololøb. Angriberens afslutning blev rettet af og sejlede over i det fjerneste målhjørne.

Få minutter efter fordoblede selv samme Saba føringen. Sebastian Mielitz i Sønderjyske-målet gik fejl af en lang tværbold, og så kunne Saba Lobjanidze let tage bolden ned, drible forbi målmanden og sende kuglen i et tomt mål.

Sønderjyske-spillerne skabte ikke meget i første halvleg, hvor Mikael Uhre misbrugte udeholdets største mulighed.

I anden halvleg kom Sønderjyske dog en smule bedre med. Udeholdets spillere kom mere på bolden, men uden at blive farlige. Spillet var ofte idéforladt, og den nødvendige gnist manglede tilsyneladende.

Hvad Sønderjyske ikke kunne, formåede Lobjanidze til gengæld. 20 minutter før tid lukkede han reelt kampen efter en smart hælassist fra Bashkim Kadrii.

Joni Kauko var kort efter tæt på et regulært drømmemål, men Sebastian Mielitz reddede flot for udeholdet, som måtte rejse hjem med et 0-3-nederlag i bagagen.

/ritzau/

Følg kampen i LIVE-bloggen her.