Drillo og hans 90'er-bold har længe været en af den danske roligans yndlingsaversioner, og det seneste årti har vi gennem indbyrdes opgør i to kvalifikationspuljer været vænnet til at ville norsk fodbold og dets landshold det værste. En slags ærkefjender er vi vel nærmest blevet.

Nu står dansk landsholdsfodbold pludselig i en situation, hvor vi for alt i verden skal håbe, at Drillo og de norske drenge får rettet op på tingene og vinder deres to sidste VM-kvalifikationskampe mod Slovenien og Island. Det er nemlig lige nu den bedste mulighed for, at Danmark ikke ender som den dårligste af de ni gruppetoere, hvilket ikke giver adgang til playoff-kampene om en VM-billet. Altså forudsat at vi vinder vores to sidste kampe mod Italien og Malta.

De norske landsholdsspilleres forhold til Danmark er umiddelbart ukendt, men ligger de bare nogenlunde op ad deres ishockey- og håndboldkollegaer, så vil det sikkert ikke hue dem, at de med to sejre kan sende Danmark et godt stykke nærmere VM.

Tidligere i år måtte vi danskere lægge ører til følgende svada fra den norske ishockeylandsholdsspiller Martin Røymark, efter det lykkedes nordmændene at vinde 3-2 ved A-VM:

- Jeg hader danskerne. Det gør vi allesammen. Derfor er det ekstra dejligt at slå dem, sagde han til vg.no.

I 2011 var det håndboldspilleren Frank Løke, der til norske TV 2 Sporten gav sin mening til kende forud for Mikkel Hansen og co.'s VM-semifinale mod Spanien:

- Jeg hader de forbandede danskere. Jeg under dem ingenting, sagde Løke.

I Norge afslører et hurtigt kig i medierne dog, at vi i Danmark ikke skal forvente, at det norske landshold gør os den tjeneste. Og det er ikke på grund af manglende vilje, men manglende evner, hvilket blandt andet også kan læses ud af fodboldeksperten Øyvind Alsakers friske blog om det norske landsholds elendighed:

- (...) Selvom vi skulle få fuldt udbytte i vores to sidste kampe, er det ikke let at forestille sig, at Drillo skal lykkes over to kampe mod nationer som Rusland, Kroatien eller Frankrig (i en evt. playoff-runde, red.). Det er på ingen måde givet, at vi havde været nærmere drømmen om Brasilien med en anden landstræner, men det er tydeligt, at Drillo ikke længere kan trylle. Han kan ikke løfte et relativt svagt, norsk hold. Præstationerne ligger nogenlunde på det niveau, som man kan forvente med de spillere, der udgør Norge anno 2013.

Norge møder Slovenien ude den 11. oktober og slutter af med Island hjemme den 15. oktober. Danmark spiller på samme datoer mod henholdsvis Italien og Malta.