Opdatering: Fejlen er nu løst, oplyser Norlys, og alle kunder kan se tv igen.
Midt i aftenens store Champions League-drama oplevede en del seere, at deres tv-signal røg.
Det skyldtes tekniske problemer hos selskabet Norlys.
Pressechef Michelle Hald fortalte tidligere på aftenen, at det var kunder, der ser tv via Norlys Appen, der havde problemer.
»Jeg kan bekræfte, at vi desværre har problemer med vores app,« sagde hun og forklarede, at problemerne begyndte lidt før klokken 21, lige før kampen gik i gang.
Mange foldboldfans har set frem til netop denne lørdag, hvor Dortmund og Real Madrid tørner sammen i finalen i Champions League på Wembley i London.
Knap var kampen gået i gang, før flere læsere begyndte at skrive i B.T.s liveblog fra kampen, at de intet kunne se.
»Norlys er gået kold. TRÆLS,« lyder det fra én.
»Jeg vil gerne se fodbold, tak!« skriver en anden.
Andre er knap så diplomatiske i deres ordvalg.
»Er spændt på, hvad vi får i kompensation for denne kæmpeskandale. Vi sidder klar til at se finalen... og så er der bare nul og niks fra jeres side.... det er sgu ikke godt nok«.
Ifølge pressechefen fra Norlys var det ikke alle kunder, der oplevede problemer.
De kunder, der var logget ind på appen i forvejen, kunne de nemlig sagtens blive der. Det var kunder, der ikke var på systemet, og som ville logge ind eller skifte kanal, der havde problemer.
En del læsere skriev dog til B.T. at de var logget på og sad og så kampen, da signalet pludselig røg.
»Vi beklager meget de gener, det her giver for vores kunder,« understregede Michelle Hald.
På grund af fodboldkampen havde Norlys ekstra meget mandskab på arbejde, og de arbejdede på højtryk for at rette fejlen.
Omkring klokken 21.40 begyndte de første kunder at komme på systemet igen.
»En del kunder, som tidligere ikke kunne komme på, er nu kommet på igen, men vi har desværre ikke alle på endnu,« lød det i første omgang fra Norlys' pressechef, Michelle Hald.
Kort efter kunne hun så komme med den gode nyhed, at fejlen var løst.
Du kan følge kampen i B.T.s dækning i livebloggen her.