Fodboldspilleren David Silva har besluttet sig for at stoppe på Spaniens landshold.

Det meddeler Det Spanske Fodboldforbund på Twitter.

Den 32-årige midtbanespiller fra Manchester City nåede siden debuten i 2006 at repræsentere sit land 125 gange, og han scorede 35 mål.

David Silva var med ved EM i 2008, 2012 og 2016 samt ved VM i 2010, 2014 og i år.

Han vandt VM i 2010 og EM i 2008 og 2012 med Spanien.

David Silva scorede blandt andet målet til 1-0 i EM-finalen i 2012, som Spanien endte med at vinde 4-0 over Italien.

Den elegante spiller skiftede i 2010 fra Valencia i hjemlandet til engelske Manchester City, hvor han har nydt stor succes.

Tre gange har David Silva været med til at vinde Premier League, i 2012, 2014 og senest i år.

/ritzau/