Darijo Srna har sat karrieren på pause, efter at han er blevet testet positiv for et forbudt stof.

Donetsk. Champions League-deltageren i fodbold Shakhtar Donetsk er blevet ramt af en dopingsag.

Og det er ikke hvem som helst, der er blevet taget for brug af forbudte præparater.

Det er den ukrainske klubs anfører, 35-årige Darijo Srna, der under endnu ikke helt afklarede omstændigheder er testet positiv.

- Spilleren (Darijo Srna, red.) er ikke spærret fra at spille.

- Men efter at have taget kontakt til klubben har Darijo Srna besluttet sig for ikke at spille, indtil sagen er afsluttet, så han kan koncentrere sig om sit forsvar, meddeler Shakhtar Donetsk på klubbens hjemmeside.

Klubben fortæller, at den positive dopingtest for et endnu ikke offentliggjort forbudt stof daterer sig tilbage til 22. marts i år.

Den kroatiske forsvarsspiller har været i Shakhtar Donetsk siden 2003, og han spillede fra 2002 til 2016 134 landskampe for Kroatien.

Sidste år var han anfører for det kroatiske landshold ved EM i Frankrig, og samme år indstillede han landsholdskarrieren.

Darijo Srna bedyrer sin uskyld i en besked på hjemmesiden.

- Jeg undersøger den mulige kilde til stoffet, og jeg samarbejder fuldt ud med Nadcu (Det Ukrainske Antidoping Agentur, red.) i den sammenhæng.

- For at fokusere helt på mit forsvar og undgå enhver uvelkommen forstyrrelse for holdet har jeg besluttet mig for ikke at spille, indtil de igangværende juridiske procedurer er afsluttet.

- Jeg vil nu fokusere helt på at rense mit navn og rygte, meddeler Darijo Srna.

/ritzau/