FC København var langtfra tilfredse med den »skandale«, de var efter eget udsagn var vidner til, i forbindelse med millionkampen mod polske Rakow.
Den vigtige Champions League-kvalifikationskamp blev fløjtet i gang under et voldsomt uvejr med lyn og torden over stadion, men det lader UEFA ikke til at se det store problem i.
Over for B.T. forklarer den europæiske fodboldinstans nemlig, at der ikke er en finger at sætte på håndteringen af uvejret.
»I overensstemmelse med paragraf 26.02 i regulativerne for UEFA Champions League, er beslutningen om at starte en kamp op til dommeren, som i denne forbindelse foretog en grundig vurdering baseret på vejrmeldingerne.«
Under kampen reagerede dommer Irfan Pejlto ikke på det voldsomme uvejr, og det fik københavnerne frem på barrikaderne efter opgøret.
»Det provokerer mig dybt, at den kamp kan blive startet i det tordenvejr. Var det sket i Danmark, havde jeg bedt spillerne om at gå direkte ned i spillertunnelen,« sagde FCK-træner Jacob Neestrup efter kampen.
I Danmark har man flere gange set eksempler på ulykkelige og hjerteskærende episoder, der er hændt under fodboldspil i tordenvejr.
Det mest omtalte ramte den tidligere FC Nordsjælland-spiller Jonathan Richter, som fik amputeret noget af det ene ben, efter han blev ramt af et lyn på grønsværen i 2009.
Derefter var det slut med topfodbold.
Også forsvarsspiller Nicolai Boilesen var yderst utilfreds med dommerens håndtering af opgøret tirsdag aften.
»Jeg synes, det er en skandale. Det lød, som om der lød en eksplosion på stadion. Lige da vi skal til at starte, lyser himlen op over os seks, syv gange,« sagde Nicolai Boilesen og tilføjede om dommertrioen og UEFA, der ikke ville høre tale om, at uvejret var til fare for spillerne:
»De bliver ved med at sige, at de har styr på det, men de har ikke styr på en skid. Helt ærligt. Jeg er med på, det ikke var det fedeste, fordi der var fans og tv på osv., og det kunne blive en smule mere bøvlet at udskyde tingene.«
Du kan læse B.T.s dom fra opgøret her.