Gironas utrolige sæson fortsatte søndag med en 4-2-sejr over Barcelona. Girona er alene i front af La Liga.

Søskendeforholdet i Catalonien er i denne sæson forandret. I hvert fald for nu. Det understregede den økonomiske lillebror Girona, da holdet gik alene i front af La Liga med en meriterende 4-2-sejr ude over FC Barcelona.

Girona fører nu rækken med to point ned til Real Madrid og hele syv point ned til den forsvarende mester og normale storebror, FC Barcelona.

Barcelonas defensiv havde uvant store problemer. Andreas Christensen og Ronald Araujo havde svært ved at dæmme op for Gironas dybe afleveringer, og det kostede efter godt ti minutter.

Den danske stopper mistimede et indgreb, og Araujo holdt ikke offsidelinjen, så gæsterne kom fri. Artem Dovbyk kunne i fri position gøre det til 1-0.

Omvendt fungerede hjemmeholdets offensiv udmærket. Chancerne kom med god frekvens, og det varede kun syv minutter, før udligningen kom. Robert Lewandowski pandede et hjørnespark i nettet.

I de følgende ti minutter var Girona hårdt presset og kunne let være kommet bagud i en af sæsonens mest underholdende kampe i La Liga.

Girona kom glimrende med i kampen igen, og fem minutter før pause kom gæsterne igen i front. Faktisk på en scoring, som nærmest lignede et Barcelona-mål.

Fremragende pasningsspil op gennem banen satte venstreback Miguel Gutierrez op i feltet, hvor han hamrede bolden op i nærmeste målhjørne.

Barcelonas defensiv så noget passiv ud, men det skal ikke tage noget fra Gironas scoring.

Gæsterne havde modet til at spille med Barcelona. Det har ikke ret mange hold, og det lønnede sig.

Kampen bølgede frem og tilbage hele vejen og var forrygende underholdning. Som Barcelona mod slutningen var tvunget til at satse mere offensivt, blev der samtidig endnu mere plads til Girona på kontra.

Ti minutter før tid udnyttede gæsterne en sådan til at gøre det til 3-1. Netop indskiftede Valery Fernández bragte overraskelsen tættere på, og kort efter var det tæt på 4-1.

I stedet fik Barcelona reduceret til 2-3 i overtiden ved Ilkay Gündogan, men trods en stor chance mere fik favoritterne ikke point ud af anstrengelserne. Veteranen Christian Stuani lukkede og slukkede få minutter efter til 4-2.

Søndagens opgør mellem Granada og Athletic Bilbao blev afbrudt, da en tilskuer faldt om med hjertestop. Da det blev kendt, at vedkommende var omkommet, blev kampen afblæst. Den genoptages mandag.

/ritzau/