Leicester City, Herfølge Boldklub og muligvis fra mandag aften Mjällby AIF. De sensationelle mesterskaber i fodboldverdenen kommer ikke tit, men et nyt kan skrive sig ind i historien.

I 2018 lå Mjällby i Sveriges tredjebedste række. I 2019 rykkede klubben op for andet år i træk og var tilbage i Allsvenskan, Sveriges bedste række. Mandag kan lilleputten blive svensk mester.

Havde Hammarby smidt point i weekenden, ville mesterskabet allerede have været en realitet for holdet fra den lille fiskerby i det sydøstlige Sverige. Men man har fire muligheder for selv at afgøre den - den første er mandag aften i Göteborg.

- Alle havde nok forventet det resultat (Hammarbys sejr over AIK søndag, red.). Vi må selv afgøre det. Og helst i morgen (mandag, red.), sagde Mjällby-fodbolddirektør Hasse Larsson til Aftonbladet søndag.

Efter en flot femteplads i comebacket til Allsvenskan i 2020 blev det hverdag med niende- og tiendepladser de efterfølgende år, før man sidste år igen blev nummer fem.

At den fremgang skulle fortsætte ud i, hvad alt tyder på bliver klubbens første mesterskab nogensinde - endda et suverænt et af slagsen - havde ingen forudset.

Det er et regulært fodboldmirakel, som er ved at udspille sig i Hällevik, hvor klubben faktisk er beliggende. Det er en fiskerby med omkring 800 indbyggere. I selve byen Mjällby ikke langt derfra bor ikke meget over 1000 mennesker.

Til sammenligning bor der mere end 6000 mennesker i Herfølge, der vandt Superligaen i sæsonen 1999/2000.

Mjällby er et svensk eventyr, hvor to danskere har været med til at skrive hver halvdelen af det. Den svenske liga følger kalenderåret, og frem til sommer var FC Nordsjællands Nicklas Røjkjær en profil på holdets midtbane.

- Det er det største, der er sket i svensk fodboldhistorie, hvis det sker. Det er helt vanvittigt. De er også ved at slå pointrekord, sagde han for nylig til fodboldmediet Bold om Mjällbys sikre kurs mod titlen.

- Ud fra budget vil de være nederst i Superligaen, så det er meget voldsomt.

Mens Røjkjær forlod klubben i sommer, hvor holdet også toppede tabellen, rykkede en anden dansker ind i klubben.

Det tidligere AC Horsens og Ajax-talent Jeppe Kjær blev hentet ind som kreativt indslag til holdets offensiv. Med to målgivende afleveringer i hidtil otte kampe har han bidraget til at holde kursen mod mesterskabet.

Til Bold har han fortalt, hvor speciel en klub Mjällby er, i forhold til andre steder han har spillet.

- Det er et sted, hvor man tager sig af alle. Det er et meget specielt sted, vil jeg sige. Et meget kærligt sted, fortalte han for nylig til mediet.

- Der er ikke mange steder, hvor du kan have dine børn med på arbejde i klubben, men det kan man her. Det er en rigtig familieklub.

Ud over oprykninger til Allsvenskan som vinder af Superettan i 2009 og 2019 er finalepladsen i den svenske pokalturnering i 2023 klubbens største bedrift til dato.

Mandagens udekamp mod IFK Göteborg fløjtes i gang klokken 19.10.

Inklusive det opgør har Mjällby fire kampe til at skaffe de to point, som vil sikre titlen, uagtet at Hammarby skulle vinde resten af sine kampe.

/ritzau/