Det har skabt enorm opmærksomhed, at Superliga-bejlerne fra HB Køge har valgt at ansætte det kvindelige fodboldlandsholds tidligere målmand Heidi Johansen på fuld tid fra nytår.

Således bliver hun den første kvindelige målmandstræner nogensinde for et professionelt herrehold!

»Det er en fin historie, selvom jeg da synes, det er træls at blive rodet ind i al mulig kvindekønskamp. For det er slet ikke det, der har været vores intention. Men det er jo lige før, man bliver indstillet til en international pris for det, vi har gjort,« siger HB Køges sportsdirektør, Per Rud, til B.T.

Siden klubben lancerede nyheden den sidste dag i november, er Per Rud blevet kimet ned.

Heidi Johansen, til højre, sammen med kvindelandsholdets tidligere træner Kenneth Heiner-Møller.
Heidi Johansen, til højre, sammen med kvindelandsholdets tidligere træner Kenneth Heiner-Møller. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Forleden var jeg igennem til 60 mio. lyttere på BBC Radio (britisk medie, red.). Det er blevet kæmpestort, og jeg ved, at de også taler om det på UEFA's kontor i Schweiz,« siger Per Rud.

Han understreger, at ansættelsen ikke er sket for at skabe sensation.

»Slet ikke. Det giver bare god mening for os i HB Køge. For siden vi havde Lars Bjerring, der nu er i OB, har vi ikke haft en målmandstræner på fuld tid,« siger Per Rud.

35-årige Heidi Johansen lægger ikke skjul på, at hun glæder sig til at begynde i jobbet.

»Det er rigtig fint, at min ansættelse bliver hypet. Men når det er sagt, har HB Køge altså ansat mig som målmandstræner og ikke fordi, jeg er kvinde. Jeg håber bare, at man rundt om i herrefodbolden får øjnene op for, at man også kan ansætte en kvinde, når bare vedkommende har kvalifikationerne i orden,« siger Heidi Johansen.

På spørgsmålet om hvorvidt hun er bange for, at hun nu skal træne mænd, svarer hun benægtende.

»Jeg ser det som en kæmpe mulighed, og det er altså fodbold, det handler om. For mig at se er det fuldstændig underordnet, om det er mænd eller kvinder, man skal træne. Det er indiskutabelt, at der er nogle fysiske forskelle de to køn i mellem, men i spillet er det de samme ting, der skal udvikles,« siger Heidi Johansen.

Således forventer hun fra dag et at blive accepteret af HB Køges mandlige spillere.

Heidi Johansen, i rødt, jubler sammen med holdkammeraterne i Fortuna Hjørring over DM-guldet i 2009.
Heidi Johansen, i rødt, jubler sammen med holdkammeraterne i Fortuna Hjørring over DM-guldet i 2009. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg tror på, at man kan skabe respekt ved at komme med noget faglighed. Og det synes jeg, at jeg kan. Jeg har selv spillet 80 A-landskampe og har på et studiehold, der bestod af lutter mænd, gennemgået og bestået UEFA's højeste målmandstræner-uddannelse,« siger Heidi Johansen.

De seneste 13 år har Heidi Johansen ved siden af sit engagement i fodboldverdenen været ansat i kundeservice hos supermarkedskæden A-Z.

»Indtil videre har jeg sagt ja til trænerjobbet i HB Køge på en et-årig kontrakt. Så foreløbig har jeg søgt orlov fra mit civile job. Men det er altså ikke sådan, at jeg tror, at matchet med HB Køge ikke er godt. Jeg synes bare, at der i første omgang ikke er nogen grund til at se bort fra den ancienitet, jeg trods alt har oparbejdet hos A-Z,« siger Heidi Johansen.

HB Køge ligger i øjeblikket nummer syv i 1. division, men har blot to point op til den tredjeplads, der giver adgang til forårssæsonens kvalifikationskampe om oprykning til Superligaen.

Heidi Johansen, liggende, erobrer bolden for øjnene af Katrine Pedersen og Laura Osterberg-Kalmari i en landskamp i 2006 mellem Danmark og Finland.
Heidi Johansen, liggende, erobrer bolden for øjnene af Katrine Pedersen og Laura Osterberg-Kalmari i en landskamp i 2006 mellem Danmark og Finland. Foto: LEHTIKUVA
Vis mere

»Det vil da være fantastisk både for klubben, egnen og mig selv, hvis vi i næste sæson er at finde i dansk fodbolds bedste række,« siger Heidi Johansen, der sideløbende med sin ansættelse i HB Køge fortsat vil være målmandstræner for DBU's kvindelandshold.

»Det er to spændende jobs, der skal kombineres,« siger Heidi Johansen.

HB Køges sportsdirektør, Per Rud, er sikker på, at hun får succes.

»Da jeg foreslog klubbens trænerstab, at hun skulle tilknyttes, var de straks med på idéen. Spillerne har heller ikke været skeptiske. Eksempelvis har Nicolaj Madsen (tidligere Superliga-spiller i Sønderjyske, red.) sagt til sine kolleger, at hun er dygtig. Hans kæreste er jo Simone Boye fra kvindelandsholdet, så han ved udmærket, hvem Heidi er. Vi håber, at samarbejdet med Heidi bliver langvarigt. Vi er en klub, der giver folk chancen, og så sker der tit det, at de efterfølgende bliver rekrutteret til endnu højere niveau. Sådan er det. Vi er en udviklingsklub, der er med på det,« siger Per Rud.

Heidi Johansen, til venstre, bokser bolden væk i en VM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Sverige i 2011.
Heidi Johansen, til venstre, bokser bolden væk i en VM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Sverige i 2011. Foto: BJORN LARSSON ROSVALL
Vis mere

I 10 sæsoner fra 2003 til 2013 var Heidi Johansen førstemålmand i Fortuna Hjørring.

»Hun var fantastisk som spiller, og det har hun også alle forudsætninger for at blive som træner i HB Køge. Hun er ikke sådan en, der lader sig skubbe væk. Kort sagt: Hun er både dygtig og engageret. Det bliver spændende at følge hende. For kvindefodbolden er det fint, at Heidi tager den nye og spændende udfordring op,« siger Jette Andersen, der er formand i Fortuna Hjørring.