Den endelige Ballon d'Or-vinder har som altid skabt debat. 

Var Harry Kane en fortjent vinder? 

Eller skulle den prestigefyldte pris i virkeligheden være gået til nummer to, Kylian Mbappé, eller nummer tre, Lamine Yamal?  

I sidste ende er beslutningen endegyldig, og prisen afgøres af en international jury bestående af 100 journalister – én fra hvert af de 100 højest rangerede lande på FIFAs verdensrangliste - der rangordner sine ti favoritter blandt 30 nominerede.

Herhjemme er det ansvarshavende chefredaktør på Campo, Troels Bager Thøgersen, der i mere end 10 år har stået for de danske point. 

Men hans endelige rangering i år kritiserer B.T.s fodboldekspert Emil Berggreen i seneste udgave af podcasten B.T. Fodbold. 

»Min tackling går til Troels Bager Thøgersen fra Campo,« indleder Emil Berggreen. 

»Han vurderer simpelthen, at Mbappé er den syvende bedste spiller i det forgangne år, hvor han bliver VM's all-time-topscorer og topscorer i både Champions League og La Liga. Det er svært at være angriber, hvis det kun rækker til en syvendeplads,« undrer Emil Berggreen sig over.

Egentlig bakker B.T.s fodboldekspert op om den måde, kåringen er bygget op på, men han er kritiserer, hvordan det i sidste ender udspiller sig. 

»Dem, der kårer, gør det i øst og vest. Også Troels Bager Thøgersen, der placerer Mbappé som syver - og en journalist fra Grækenland har ham ikke engang i top ti. Nogle af journalisterne kommer med de mest vanvittige bud. Det er en historie, der skal fortælles, for kåringen er useriøs.«

I afsnittet har Troels Bager Thøgersen ikke mulighed for at forsvare sin vurdering, men Emil Berggreens besked til den danske repræsentant er klar:

»Jeg vil afkræve en forklaring. Det tyder på, at man tager meget af sin personlige kærlighed og manglende kærlighed til visse spillere med ind i det, i stedet for at kigge så objektivt på det, som man kan, og som man er forpligtet til, når man har fået opgaven med at stemme på Danmarks vegne.«

B.T. har forelagt kritikken til Troels Bager Thøgersen, der siger: 

»Først og fremmest er det fantastisk med noget diskussion. Jeg kan sagtens forstå, at andre har haft Mbappé højere oppe. For mig var nummer et og to ret tydeligt - og derefter var det tæt mellem en håndfuld spiller,« siger han og tilføjer:  

»Det er helt fair, at Emil gerne vil have Mbappé højere oppe. Men jeg manglede, at det endte med en titel til et af hans hold i denne sæson. Og så var der lidt knas på klubholdet.«

»Det er fair, at man er uenig. Det lever Ballon d’Or af. Det er fodbolddebat, passion og meninger. Og jeg lover, at mine egne fodboldpræferencer ikke har spillet en rolle i de mere end 10 år, hvor jeg har stemt.« 

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

B.T. Fodbold

I dag kigger vi på en dramatisk Superliga-runde, vi zoomer ind på Lazios eventyrlige sæsonstart, vi kigger frem mod landsholdsudtagelsen - og så taler vi om ytringsfrihed i engelsk fodbold. Vært: Lasse Vøge Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd Gæst: Karsten Krogh Producere: Frederik Riis-Jacobsen og Astrid Trolle Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen