Politikere og figurer i fodboldens verden har sendt et brev til den engelske regering som et desperat nødråb.

De frygter nemlig, at mange fodboldklubber og hele ligasystemet snart kan være fortid, hvis ikke de får en form for økonomisk støtte.

I brevet, som Sky Sports har fået fingrene i, står der blandt andet:

»Uden nogen konkrete planer i sigte for at redde fodboldklubber er mange klubber allerede begyndt at forberede sig på at stoppe med at spille fodbold, skære i overflødigt personale, lukke deres akademier og muligvis dreje nøglen om. Dette kan ikke blot føre til, at mange historiske klubber forsvinder, men også at hele ligasystemet, som vi har kendt det i over hundrede år, kollapser.«

Brevet er underskrevet af 17 personer. Heriblandt den tidligere fodboldspiller Robbie Savage, formanden for Football Supporters Federation, Malcolm Clarke, og de to tidligere FA-formænd Greg Dyke og Lord Davis Triesman.

Der har slet ikke været adgang til fodbold for fans i England, siden coronavirussen lukkede landet ned i marts. En ny tilskuerordning, som vi har set det i Danmark, var ellers ved at blive rullet ud, inden virussen igen er blusset op de seneste uger.

Det fik regeringen til at sløjfe ordningen, inden den for alvor blev rullet ud. Englands premierminister, Boris Johnson, har sagt, at de nye restriktioner muligvis vil være der i op til et halvt år.

Selv om Premier League-klubberne er godt rustet til de manglende indtægter, så kan det være fatalt for mindre klubber. De har slet ikke den fornødne økonomi til at holde sig oven vande i længere perioder uden indtægter fra kampe.

Den engelske regering har tidligere meldt ud, at de håbede, at Premier League-klubberne kunne hjælpe de mindre klubber. Men de personer, som har underskrevet brevet, mener, at regeringen selv må tage noget ansvar.

I brevet står der også, at der stadig er tid til at handle, men at tiden rinder ud. 1,5 milliarder pund blev tidligere på året givet ud til organisationer inden for kunst og kultur. Fodbolden har endnu ikke set en lignende håndsrækning.