Sen scoring skaffer Tottenham forløsende sejr mod nedrykker
Tottenham vandt for første gang i 2026, men er fortsat under nedrykningsstregen, da West Ham også vandt.

Tottenham vandt for første gang i 2026, men er fortsat under nedrykningsstregen, da West Ham også vandt.

På årets 115. dag lykkedes det lørdag endelig Tottenham at vinde i Premier League i 2026.
På udebane mod allerede nedrykkede Wolverhampton vandt den kriseramte London-klub 1-0 takket være en sen hjørnesparksscoring af indskifteren Joao Palhinha.
Trods den forløsende sejr er Tottenham fortsat under stregen, da nedrykningskonkurrenten West Ham samtidig vandt 2-1 over Everton efter en overtidsscoring af Callum Wilson.
Tottenhams sejr sender samtidig endegyldigt Burnley ned i den næstbedste række sammen med Wolverhampton. Og det ligger altså aktuelt fortsat til, at Tottenham skal følge de to hold ned.
Med fire runder tilbage har Tottenham 34 point, mens West Ham har 36 point. Nottingham Forest og Leeds er ikke helt fri af nedrykningsræset med henholdsvis 39 og 40 point.
Men lørdag sørgede Tottenham altså for, at det ikke ser helt håbløst ud inden de sidste runder, da en stime på 15 ligakampe i træk uden sejr blev brudt.
Det var dog ikke til at se, at Tottenham mødte et hold i Wolverhampton, der ikke havde det store at spille for.
Gæsterne fra det nordlige London havde det svært. Godt nok havde Tottenham i første halvleg bolden det meste af tiden, men det var med en tandløs offensiv.
Efter sidebyttet overtog Wolverhampton sågar taktstokken, og værterne skabte flere chancer mod et nervøst Tottenham-hold.
Med lidt under en halv time igen blev Joao Palhinha så sendt på banen, og det skulle vise sig at være et godt træk.
Otte minutter før tid dumpede bolden efter et hjørnespark ned midt i feltet hos Richarlison. Brasilianeren var vågen og serverede bolden for Palhinha, der akkurat ikke var offside og sørgede for et forløsende føringsmål.
Wolverhampton opgav ikke helt, og otte minutter inde i tillægstiden var værterne tæt på at give Tottenham en ordentlig mavepuster.
Men Antonin Kinsky i Tottenhams mål kom ud i fuld længde og afværgede et ellers kvalificeret frispark fra Joao Gomes.
/ritzau/