Der er meget på spil, når det danske landshold onsdag aften går på banen i Leuven, i hvad der er den afgørende kamp i Nations League-gruppespillet.
For udover at kvalificere sig til et Final 4-stævne næste år, så vil Danmark indkassere en heftig sum penge, hvis det ender med at blive til en sejr over de belgiske superstjerner.
Det fremgår af tal fra Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.
Alle hold på Nations Leagues A-niveau får nemlig cirka 17 millioner kroner for deltagelsen, ligesom alle gruppevindere får et tilsvarende beløb som bonus. Nummer to får nul og niks.
En sejr over Belgien – og dermed en gruppesejr – vil derfor anslås til at kunne give mindst 35 millioner kroner til Dansk Boldspil-Union. Dertil kommer så også eventuelle bonusaftaler med sponsorer.
Derfor er der meget på spil for Dansk Boldspil-Union, der ligesom resten af verden er presset på økonomien som følge af coronapandemien, der blandt andet betyder, at der ikke kan være tilskuere på stadion.
Derfor vil det danske fodboldforbund nyde godt af en million-indsprøjtning i den størrelsesorden.
Men selvom de fleste på DBU's kontorer derfor krydser fingre for en stor dansk aften, så er det ikke noget, som landstræner Kasper Hjulmand fokuserer på.
»Jeg tænker på, hvad jeg kan gøre for holdet rent sportsligt. Og alle de andre ting lader jeg nogle andre sidde og regne på. Jeg er her for det sportslige og tænker kun de tanker i forhold til, hvad jeg kan gøre rent sportsligt. Så kommer alt det andet bagefter,« sagde han på tirsdagens pressemøde forud for den afgørende Nations League-kamp.
En kvalifikation til Final 4-stævnet næste år garanterer samtidig også endnu flere penge i kassen.
Det dårligste af de fire hold får således cirka 18,5 millioner kroner for deltagelsen, nummer tre får 7,5 millioner mere, mens nummer to får yderligere 7,5 millioner.
Den samlede vinder af Nations League rammer samtidig den helt jackpot og kan se frem til at score cirka 45 millioner kroner i alt.

Men i første omgang kræver det en dansk sejr over Belgien onsdag, og det kan vise sig at blive lidt af en mundfuld.
Nationen indtager lige nu førstepladsen på verdensranglisten og må derfor også anses som favoritter.
De belgiske stjerner kan samtidig nøjes med et uafgjort resultat for at sikre sig førstepladsen. Alligevel er det ikke noget, som værterne vil spille efter, forklarede landstræner Roberto Martinez tirsdag aften.
»Vi går ud til kampen med indstillingen om at vinde den. Vi er ikke vant til at gå ud til en kamp for at spille uafgjort, og jeg er heller ikke sikker på, at vi ville kunne finde ud af at spille efter at få uafgjort.«
Opgøret mellem Belgien og Danmark spilles onsdag klokken 20.45.