Bo Svenssons debut som træner for FCK vil for altid stå i historiebøgerne, for ingen har fået så voldsom en start som ham.
7-0 stod der på tavlen efter nedsablingen af Silkeborg, og så stod både direktøren og storaktionæren klar til at give ham en bjørnekrammer.

Efter kampen kunne jeg se, at du fik et kram af Jacob Lauesen og Lars Seier. Forventer du at få det efter hver kamp?
»Det er helt klart ja,« lød det med et stort smil fra Svensson.
Efter den spøgefulde bemærkning slog han dog over i en ting, som har ligget ham meget på sinde, siden han trådte ind i klubben igen.
»Afstandene i klubben skal blive mindre, så mindsker man muligheden for misforståelser.«
»Vi skal blive tættere i så stor en klub, som det har vokset sig til, så kan vi blive bedre i arbejdsgangene. Så bliver vi også bedre som organisation.«
Jacob Neestrup-afløseren Bo Svensson har som bekendt spilet for FCK gennem mange år, men trænerdebuten tog alligevel fusen på ham, selvom benene blev holdt på jorden trods rekordsejren.
»Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det var rigtig godt. At komme fra sofaen og så til det her...«
»Det er dejligt og også lidt surrealistisk,« lød det fra Svensson.
FCK fører kvalifikationsspillet, men kan overhales af både Randers og OB, der spiller mandag.