Med otte kampe tilbage i Premier League har nedrykningstruede Burnley valgt at fyre manager Sean Dyche.

Efter en række skuffende resultater er Sean Dyche færdig som manager i fodboldklubben. Det oplyser Burnley fredag på sin hjemmeside.

Sean Dyche blev ansat som manager i Burnley i 2012 og nåede dermed næsten et årti i klubben.

I den årrække udviklede Sean Dyche sig til en trænerprofil og blev et ikon i ligaen.

»Resultaterne i denne sæson har været skuffende,« skriver Burnley og tilføjer:

»Selv om det har været en utroligt svær beslutning, så føler vi, at det er nødvendigt med en ændring for at give holdet den bedste mulige chance for at blive i Premier League med otte vitale kampe tilbage.«

Burnley er placeret på den forkerte side af nedrykningsstregen med fire point op til Everton over stregen.

Sean Dyche nåede at stå i spidsen for Burnley i 425 kampe.

Søndag skal Burnley møde West Ham på udebane i Premier League.

/ritzau/