Fodboldspilleren Neymar er blevet tacklet utallige gange i karrieren, hvor han eksempelvis har optrådt for FC Barcelona og Paris St. Germain.
Men troldmanden har højst sandsynligt ikke oplevet en tackling, som den han modtog torsdag aften, da han ankom til et hotel sammen med Brasiliens landshold.
Her blev 29-årige Neymar nemlig tacklet af to fans, der kom løbende mod ham. Det lignede dog et uheld, da de to fodboldfans gled, lige inden de løb ind i superstjernen.
Hele den usædvanlige episode blev fanget på kamera, og du kan se hele videoen i bunden af denne artikel.

Men selv om der var tale om et uheld, så valgte den ene fan at snuppe Neymars sko og spurte væk fra stedet med den i hånden. Det skriver The Sun.
Mediet tilføjer, at flere sikkerhedsvagter brød ind og førte superstjernen ind på hotellet kun iført en sko. Og der var samtidig dårligt nyt for Brasiliens landstræner efter situationen.
Neymar haltede således på sit ene ben efter mødet med de to glidende fans. Der er dog ingen meldinger om en reel skade til PSG-spilleren.
Brasiliens landshold er samlet i disse dage, fordi holdet skal spille nogle VM-kvalifikationskampe mod eksempelvis Ecuador.