Det er ingen hemmelighed, at stemningen mellem superligaklubberne Randers FC og AGF er på frysepunktet.

Og forud for lørdagens Europa-playoff-brag mellem de to jyske ærkerivaler er temperaturen lige dalet endnu et par minusgrader.

Randers FC har torsdag nemlig postet en syngende lussing af en Twitter-stikpille, der henviser til, at AGF i de seneste mange år har 'stjålet' løs hos kronjyderne.

Blandt andre er AGF's nuværende direktør, sportsdirektør, store dele af staben samt et par spillere hentet hos de lyseblå konkurrenter.

Foto: Twitter: Randers FC
Vis mere

Randers' Twitter-opslag viser direktør Jacob Nielsen og sportsdirektør Peter 'PC' Christiansen i tyveknægt-kostume. Med sig har de en liste over de ting, de har stjålet:

'Sportschef, fysisk træner, ungdomstræner, spillere, ungdomsspillere,' står der på listen – dog er der et minus ud for 'point'.

Og teksten til billedet lyder:

»AGF stjæler alt, hvad de kan komme i nærheden af i Randers. Bare ikke point… Kom på stadion lørdag til sæsonens største kamp! Der bliver tryk på! Vi vil gøre alt for, at AGF igen skal gå point-tomhændede hjem til Aarhus!«