Den massive medievirak, der omgærder Bayern Munchens danske talent Pierre-emile Højbjerg, har øjensynligt ikke påvirket landstræner Morten Olsens beslutningsproces i voldsom grad.

Man behøver ikke have fulgt meget med i fodbold med danske vinkler den seneste uge for at snuble over en frelsende figur med fransk accent og en hverdag i den tyske storklub Bayern München.

Morten Olsen har da også lovet at give debut til navnkundige Pierre-Emile Højbjerg, men det bliver ikke i start-elleveren til aftenens venskabskamp mod Ungarn.

Debut bliver der til gengæld til AaBs Jakob Ahlmann på et hold, hvor handskemand Stephan Andersen er valgt på bekostning af rygende varme Kasper Schmeichel.

Danmarks hold mod Ungarn i Debrecen:

Stephan Andersen – Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Jakob Ahlmann – William Kvist – Kasper Kusk, Michael Krohn Dehli, Jakob Poulsen, Christian Eriksen – Martin Braithwaite.

Kampen fløjtes i gang 20.15 og kan følges på TV2