Den tidligere FCK-spiller Robert Skov scorede fredag aften et flot mål for sin tyske klub Hoffenheim.

I hjemmekampen mod Augsburg udlignede Robert Skov efter et lille kvarter med et knastørt hug fra kanten af feltet.

Dermed scorede danskeren sit andet sæsonmål, efter han skiftede til den tyske Bundesligaklub i sommer fra FCK.

Du kan se scoringen i videoen øverst i artiklen.

Robert Skov har for alvor bidt sig fast i startopstillingen hos Hoffenheim, hvor han er blevet omskolet til venstre back, hvilket er nye tider for Skov, der blev topscorer i Superligaen sidste sæson.

Men danskeren har heldigvis ikke glemt, hvor målet står, og venstrefoden er tydeligvis stadig skruet ganske fornuftig på.

Det var i det hele taget en stor kamp af danskeren, der også lagde op til Hoffenheims 2-3 scoring, men lige lidt hjalp det, da Augsburg endte med at vinde 4-2.

Danskerens klub ligger på en ottendeplads i Bundesligaen, hvor de drømmer om at komme op på pladserne, der giver europæisk deltagelse næste år.