Der er masser af drama i kampen mellem Nice og Lyon i den franske Ligue 1.

Efter lidt over en times spil har begge hold modtaget et rødt kort, men alligevel er det noget andet, der påtvinger sig fokus.

Danske Kasper Dolberg blev nemlig den helt store helt, da han med to kasser sørgede for, at hans hold – Nice – vandt opgøret 2-1.

Det første mål faldt efter 33 minutters spil, hvor Dolberg udnyttede en ripost i feltet. Senere i første halvleg udlignede Kari Toko Ekambi dog for Lyon.

Det resultat lavede Dolberg om på med målet til 2-1, som han satte ind efter 64 minutters spil, efter han kom først på et fladt indlæg.

Dermed har Dolberg scoret otte mål for Nice, hvor han har været fast mand siden skiftet fra Ajax.

Målet til 2-1, der blev kampens resultat, kan du se øverst i artiklen.

Resultatet betyder, at Nice spiller sig op på samme antal point som Lyon i tabellen efter 22 kampe. En dårligere målscore betyder dog, at Dolberg og co. ligger på ottendepladsen, mens Lyon er sekser.

Dolberg kunne lade sig hylde for sin præstation mod Lyon.
Dolberg kunne lade sig hylde for sin præstation mod Lyon. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Kampen startee meget dramatisk. Efter 22 minutters spil så Lyons Fernando Marcal rødt, da han som bageste mand måtte trække i nødbremsen, efter at Hichem Boudaoui løb forbi og direkte mod mål.

Dybt inde i første halvlegs tillægstid fik dommeren igen travlt med at uddele kort.

Lyons Marcelo lavede en grim tackling på Alexis Claude Maurice, og det fik begge spillere til efterfølgende at puffe til hinanden. Også Nices Adam Ounas blandede sig i tumulten, og så fik alle tre gult kort for usportslig opførsel. Desværre for Nice var det Ounas' andet gule kort, og algerieren måtte gå tidligt i bad.

/ritzau/