Efter en forfærdelig Dresden-debut, dukkede Simon Makienok fredag aften igen op i rollen som målscorer.
Den 29-årige dansker scorede for første gang for sin nye klub i opgøret mod Regensburg på udebane.
I det 77' minut landede bolden i feltet, og herefter var den danske angriber hurtig til at reagere ved at sparke bolden knastørt i kassen til slutresultatet 2-1 til Dynamo Dresden.
Se klippet øverst i artiklen.
Målet i comeback-kampen var en forløsning for Makienok, da han ikke ligefrem fik en debut i det tyske, som han vil huske tilbage på med glæde.
I starten af februar nåede han kun at være på banen i syv minutter for den tyske 2. Bundesliga-klub, inden han måtte i bad - og ikke på grund af et slutfløjt eller en udskiftning. Han fik nemlig direkte rødt.
Simon Makienok skiftede i januar til den tyske klub fra hollandske Utrecht, hvor han i et par måneder havde været tilbage omkring førsteholdstruppen. Her fik han mindre end 200 minutters førsteholdsfodbold i sine to år i Utrecht som følge af to lange skadesperioder.
Dynamo Dresden ligger sidst i 2. Bundesliga med 21 point efter 24 kampe.