Da Danmark udlignede til 3-3 mod Schweiz, lignede de tidligere landsholdsspillere Thomas Gravesen og Lars Jacobsen to drenge, der havde fået evigt turpas til Disneyland.

De dansede og sprang og sluttede det hele af med en hoppende krammer, efter Henrik Dalsgaard pandede bolden i kassen i de døende minutter.

Så meget at en official måtte få dem til at falde lidt til ro.

De to fodboldpensionister blev fanget på video af Zak Egholm, som er kommentator og vært på Eurosport, og de kan ses i klippet herunder.

Det var da også en vanvittig kamp, hvor Danmark scorede tre mål på 10 minutter og dermed vendte kampen på hovedet efter at have været bagud 3-0.

Afslutningen på kampen gik heller ikke forbi Kian Fonoudis næse. Han er reporter for Discovery Networks og dækker blandt andet landsholdet. Ham kan du se juble på stadionet i Schweiz herunder.

»Jeg holder med Danmark. Og sådan er det,« skriver Fonoudi til sin video.

Det var Mathias Zanka Jørgensen, Christian Gytkjær og til sidst Henrik Dalsgaard, der stod for de danske mål.

Inden da haltede det danske spil gevaldigt, og det så længe ud til, at de stod foran en afklapsing. Sådan gik det bekendt ikke.

Næste opgave for de danske drenge er i juni, hvor de på hjemmebane møder Irland og Georgien.

Danmark ligger nummer tre i sin gruppe med ét point.

De har dog spillet en kamp mindre end Schweiz og Irland, der har henholdsvis fire og seks point.