Alle 23 danske EM-spillere tjener stort på at deltage i slutrunden

Der bliver penge nok til en lidt federe sommerferie eller forkælelse til familien ved at være blandt de 23 danske EM-spillere.

DBU meddeler, at alle 23 mand uanset antal spilleminutter under EM-slutrunden er garanteret mindst 800.000 kr. per næse. Men den EM-bonus kan blive væsentligt større afhængig af, hvor mange point holdet skraber sammen og om Danmark går videre fra gruppen.

Skulle det danske landshold levere miraklet som for 20 år siden i Sverige, så er der tre mio. kr. at hente per mand. Til sammenligning tjente EM-heltene fra 1992 blot 300.000 per mand for at hente pokalen hjem til Danmark.

Man skal dog ikke have ondt af DBU for at udstikke solide bonusser til spillerne. DBUs overskud på slutrunden går fra 18 mio. kr. helt op til 70 mio. kr. også afhængige af resultaterne.

- Deltagelse ved EM-slutrunden giver en meget flot betaling til både spillere og DBU, som primært er skabt på de meget lukrative tv-indtægter, som vi også har set ved tidligere VM-slutrunder, og som man ser i turneringer som Champions League, siger Jim Stjerne Hansen til DBUs hjemmeside.

Det er spillerrådet anført af Christian Poulsen, Daniel Agger og William Kvist som har været med til at forhandle bonusordningen på plads.