Når Betis søndag aften løber på banen mod Eibar i La Liga, er det med det mål for øje at skubbe nedrykningsstregen længere væk efter tre nederlag i streg.

Én mand gør det dog over al forventning, og han er dansk. Der er tale om Riza Durmisi, der er i gang med sin første sæson i klubben. Offensivt gør venstre backen det faktisk så godt, at ingen spillere i La Liga er bedre end ham.

Ifølge en ny statistik, der er lavet før kampen mod Eibar, er Riza Durmisi den back i hele La Liga, der har den største betydning for sit hold målt på chancer, han skaber. I gennemsnit står han for mere end halvanden chanceskabende afleveringer pr. kamp. Og set i forhold til hvor mange chancer holdene producerer, står Riza Durmisi for over en femtedel. Det er mere end store profiler som Real Madrid-backerne Marcelo og Dani Carvajal samt Barcelonas Jordi Alba og Sergi Roberto. Med afstand endda.

Riza Durmisi har spillet 22 kampe fra start i sin første sæson i Betis efter sommerens skifte fra Brøndby. Han scorede i slutningen af februar sit første mål i den grønne trøje i kampen mod lokalrivalerne fra Sevilla. Se højdepunkterne og målet her.