Delaney, Højbjerg, AC og resten af de danske landsholdsdrenge får – for en enkelt aften – en ny og moderigtig fodboldhabit.
For når landsholdet løber på banen til kampen mod Serbien i Parken den 29. marts, vil spillerne være iført en specialdesignet trøje – lavet i samarbejde med det danske modemærke BLS Hafnia. SE BILLEDER AF TRØJEN NEDERST I ARTIKLEN
Det populære københavner-tøjmærke har lavet en landsholds-livsstilskollektion – og for at markere samarbejdet mellem dem og Hummel bliver der nu produceret en ny uniform.
Trøjen, der kun skal bruges i Nations League-kampen mod Serbien er hvid med røde striber ned langs siderne og på skuldrene. Designet er inspireret af 'af de ikoniske danske designs fra 1986 og 1992'.
Går man helt tæt på, vil man kunne se, at der er indgraveret BLS -og Hummel-mærker og blomster i trøjen.
I en pressemeddelelse fra Hummel lyder det, at trøjen 'hylder den nye generation og fokuserer på unge danskere med forskellige baggrunde, som forsøger at skabe en karriere i livet og inden for fodbold'.
»Vi ønsker at vise, at den nye generation ikke er bange for at drømme stort. Diversitet og inklusion er i vores optik en styrke, og det er med til at udvikle os, når forskelligheder mødes. Samtidig vil vi gerne fremhæve ideen om at stå sammen som et hold og et land. Det gælder både ude i verden og på fodboldbanen,« Besnik Miftari, stifter og kreativ direktør i BLS Hafnia.
Landsholdstrøjen og den nye landsholdslivsstilskollektion kan købes af fans fra den 24. marts.