Det har været en dårlig uge for Riza Durmisi. Det kulminerede i aftes, da han kom slemt til skade med armen i SS Lazios Europa League-opgør mod Eintracht Frankfurt.

Den danske back-profil er efterfølgende blevet opereret for sin skade og sender nu en hilsen og et billede til sine følgere på de sociale medier.

»Man skal altid have tiltro til Gud. Jeg kommer stærkere tilbage,« skriver Riza Durmisi, som tidligere på ugen endnu engang blev vraget af landstræner Åge Hareide.

Dermed har det været noget nær en katastrofal uge for den tidligere Brøndby IF-spiller, som skiftede fra Real Betis til SS Lazio i sommerens transfervindue.

Den 24-årige dansker har i starten af sæsonen været reserve til venstre wingback-pladsen i den italienske storklub, men fik mod Eintracht Frankfurt chancen fra start.

Efter bare 18 minutter gik det i en nærkamp desværre galt for Riza Durmisi, som blev væltet omkuld af en modstander og efterfølgende landede ganske uheldigt ned på sin højre arm, så den vred bagover ved albuen.

En grim ulykke, som tydeligvis var smertefuld for den danske profil. Episoden kan ses i videoen her. SS Lazio, som fik to mand vist ud, tabte 4-1 til tyskerne, hvilket kan ses i højdepunkterne øverst i artiklen.

Durmisi melder ikke noget ud om, hvor lang tid han skal sidde ude med skaden, ligesom hans klub heller ikke er kommet med en officiel udmelding.

Riza Durmisi i stærke smerter blev hjulpet fra banen.
Riza Durmisi i stærke smerter blev hjulpet fra banen. Foto: RALPH ORLOWSKI
Vis mere

Foto: ARMANDO BABANI
Vis mere
Foto: RALPH ORLOWSKI
Vis mere

Riza Durmisi, som i øvrigt en af hovedpersonerne i B.T. Sports Backstage-serie (læs/se første afsnit her), var senest med på landsholdet i foråret, inden han blev vraget til den endelige VM-trup.

Efterfølgende gav Durmisi et opsigtsvækkende interview med B.T. Sport. Læs mere her.

I mandags var den offensive venstreback så endnu engang ikke at finde i landstræner Åge Hareides trup, som skal i aktion i de kommende kampe mod Østrig og Irland.

»Det gør rigtig ondt. Nu fokuserer jeg på morgendagens vigtige kamp i Europa League,« skrev Durmisi på Twitter i onsdags i det, der kan tolkes som hentydning til den manglende udtagelse til landsholdstruppen.