Danske Christian Eriksen fik i dag hilst på en mand, der kan matche - og muligvis overgå - fynboens sparketeknik.

Eriksen og resten af Tottenham-holdet har netop indledt forberedelsen til Champions League-finalen mod Liverpool den 1. juni i Madrid.

Og onsdag fik Tottenham-holdet fint besøg. Selveste Sir David Beckham - den tidligere engelske verdensstjerne - slog et smut forbi Tottenham-træningen.

Og Christian Eriksen, der rygtes kraftigt til Real Madrid i disse dage, kunne ikke modstå fristelsen for at få et billede sammen med fodbold-ikonet, der er beundret af både mænd og kvinder.

Foto: Instagram: Christian Eriksen
Vis mere

»Tak for billedet, David Beckham,« lyder teksten på Instragram fra den danske landsholdsspiller.

Med sin fortid i Manchester United krydser 44-årige David Beckham med garanti fingre for, at Tottenham slår Uniteds evige rivaler, Liverpool, i finalen om små to uger.

Beckham nåede i sin imponerende karriere - udover Manchester United - at repræsentere klubber som Real Madrid, Paris Saint-Germain og AC Milan.

Finalen mellem Tottenham og Liverpool spilles på Atlético Madrids nye hjemmebane, Wanda Metropolitano.