Det står skidt til i Manchester United lige for tiden, og det gælder både på banen og udenfor banen.

Under søndagens kamp mellem Sheffield United og Manchester United blev næstformanden i klubben, Ed Woodward, og sir Alex Ferguson fanget på kamera, i noget, der ligner et stort skænderi på tribunen. (SE BILLEDERNE LÆNGERE NEDE I ARTIKLEN)

Det skriver Mirror.

Ferguson rejser jævnligt rundt i landet for at se sit elskede Manchester United i aktion, og han har været vidne til deres langsomme tilbagegang, siden han trak sig ud som manager i 2013.

I søndagens opgør på Bramall Lane blev Ferguson og Woodward fanget midt i en diskussion, da de formodentlig talte om problemerne i Manchester United. De to talte sammen i et par minutter, hvor man på billederne kan se Woodward lidenskabeligt forsøge at forklare Ferguson sin pointe, imens han gestikulerer med sine hænder for at hjælpe med at skære pointen ud i pap for Ferguson.

Det vides dog ikke helt nøjagtigt, hvad duoen diskuterede, mens Manchester United kæmpede med at få spillet til at fungere på banen.

Ole Gunnar Solskjær og Manchester United fik en svær start på kampen mod oprykkerne fra Sheffield United, da John Fleck bragte hjemmeholdet foran med 1-0 efter 19 minutter.

52 minutter inde i opgøret bragte Lys Mousset julelys i øjnene på hjemmebaneholdets fans, da han bragte Sheffield United foran med 2-0 efter en flot afslutning lidt uden for feltet.

20 minutter senere startede Manchester United det, der skulle blive lidt af et comeback, da den unge back Brandon Williams scorede til 2-1, inden den 18-årige angriber Mason Greenwood scorede til 2-2 fem minutter senere.

Men det sluttede ikke der. Blot to minutter efter scoringen til 2-2 scorede Marcus Rashford til 2-3. Dermed lignede det længe en Manchester United-sejr, indtil Sheffield Uniteds Oliver McBurnie scorede i overtiden til 3-3.

Det efterlader Manchester United på niendepladsen i Premier League med 17 point efter 13 kampe. Sheffield United ligger derimod nummer seks med 18 point efter 13 kampe.

Næste opgave for Manchester United bliver den 1. december, når de tager imod Aston Villa på Old Trafford.