Aarhus-klubben rækker hånden ud mod de utilfredse tilhængere efter 0-7-nederlaget til Brøndby.

Aarhus. Søndag den 21. august 2016 blev en kulsort dag i fodboldklubben AGF's historie, eftersom aarhusianerne tabte hele 0-7 hjemme til ærkerivalen Brøndby i Alka Superligaen.

Efter det historisk store nederlag rækker AGF nu hånden ud mod klubbens utilfredse fans.

Det sker i et åbent brev fra "spillere, trænere og ledere" på AGF's hjemmeside.

- Den præstation, vi leverede mod Brøndby, er langt, langt under det niveau, vi forventer af os selv, og det niveau, alle AGF-fans med rimelighed kan forvente af os.

- Der findes ingen undskyldninger for det store nederlag, og det er nu op til os at arbejde os ud af den store skuffelse. Vi vil aldrig glemme nederlaget i søndags, og vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at genoprette jeres tillid til os.

- Som fans har I været meget igennem de seneste mange år, og det er nu op til os at vise, at vi kan komme tilbage på sporet og gøre os fortjente til jeres støtte, lyder det blandt andet i meddelelsen.

En del af fanskaren valgte under kampen at forfølge den mangeårige AGF-målmand Steffen Rasmussen med hånende tilråb.

AGF løfter i den offentlige bodsgang samtidig en lille pegefinger mod de pågældende fans, der efter kampen også blev kritiseret af blandt andre AGF's træner, Glen Riddersholm.

- Vi står sammen som et hold og tager ansvaret som et hold. Det, der skete mod Brøndby, er kollektivets ansvar - ikke nogle enkelte spilleres.

- Vi håber derfor, at I vil modtage vores uforbeholdne undskyldning for vores indsats mod Brøndby, og sammen med os være med til at vaske tavlen ren.

- Det arbejde har vi allerede startet med forberedelserne til vores kamp mod AaB på søndag, og herefter venter FC Nordsjælland hjemme mandag den 12. september i Ceres Park, skriver AGF.

/ritzau/