Rosenborg-angriberen Nicklas Bendtner satte et uheldigt aftryk på kampen, da han lørdag var med til at slå Molde 2-1 i den bedste norske fodboldrække.

Topholdet fik en drømmestart med to hurtige mål, men midtvejs i første halvleg var Bendtner uheldig at score i eget net.

Moldes Stian Gregersen nåede højest op til et indlæg, og nordmandens hovedstød ramte danskeren på vej over målstregen.

»Vi kom godt fra start og fik lagt et godt pres, hvilket resulterede i to mål.«

»Umiddelbart bagefter havde vi to kæmpe chancer, hvor vi virkelig kunne have sat os på kampen og næsten afgjort den,« siger Bendtner til vg.no.

»Sådan blev det ikke.«

 
Bendtner bliver noteret for selvmålet, men det var slet ikke med vilje.
Vis mere

»De scorede lidt heldigt - et skidegodt mål, et rigtig godt mål,« siger danskeren med et grin om sit selvmål, inden han fortsætter:

»Og så er de lidt tilbage i kampen. Derfra bliver det lidt frem og tilbage.«

»De har nogle chancer, og vi har nogle chancer, men ingen af holdene får en 100 procents chance i anden halvleg.«

»Alt i alt synes jeg, at det er fuldt fortjent, at vi vandt,« siger han.

Rosenborg har vundet sæsonens tre første kampe og topper i Eliteserien. Bendtner scorede i de to første kampe mod Odd og Sandefjord.

/ritzau/