Nicklas Bendtner kom nok engang på måltavlen for Rosenborg - to gange - men med ti minutter tilbage af kampen mod Lillestrøm udgik han med en skade.

Den danske landsholdsangriber var dog fortrøstningsfuld efter 3-0-sejren.

»Vi har testet det, og det ser godt ud. Så tager vi nogle test i morgen og så ved vi mere der,« siger Bendtner til Rosenborgs hjemmeside.

»Jeg burde være klar til torsdag,« tilføjer han med henvisning til Rosenborgs Europa League-opgør mod Vardar i næste uge.

Bendtner scorede i udebanekampen mod Lillestrøm til 1-0 og 3-0 i henholdsvis det 22. og 73. minut. Det første mål blev sparket ind fra tæt hold, mens danskerens andet mål blev sat ind på straffespark.

Begge mål kan ses over artiklen.

De to mål bringer Bendtner op på 14 sæsonmål i alt. Dermed er han kun et sølle mål efter Ohi Omoijuanfo, som er øverst på topscorerlisten i den bedste norske række.

Bendtner har siden starten af august været flvende for de norske mestre med ni mål i de seneste 10 kampe.