Den 34-årige midtbanespiller blev løst fra kontrakten i Genoa i sidste måned, men leder stadig efter ny klub.

Fodboldspilleren Lasse Schöne leder fortsat efter en arbejdsgiver, efter at den 34-årige midtbanespiller i begyndelsen af januar fik ophævet kontrakten i italienske Genoa.

Schöne, der på det seneste har trænet med i hollandske Ajax, er dog ikke klar til at indstille karrieren.

Det fortæller han ifølge tipsbladet.dk til tv-programmet Onvoorspelbaar.

- Det er ikke kun min beslutning. Jeg har ingen planer om at stoppe. Jeg har nået en vis alder, men jeg er stadig fit, og jeg brænder stadig for det, siger Lasse Schöne.

Danskeren spillede i Ajax fra 2012 til 2019. Han bliver i tv-programmet spurgt til, om han kunne være interesseret i en mentorrolle i Ajax. I så fald har han dog et krav.

- Jeg skal spille. Ajax ved, hvordan jeg er sat sammen. Det er klart, at det ville blive i en anden rolle, end den jeg havde tidligere. Det forstår jeg, siger Schöne.

Midtbanespilleren bliver 35 år i maj. Han har spillet 50 landskampe for Danmark. Han fik senest spilletid på landsholdet i november 2019 i en EM-kvalifikationskamp mod Irland.

/ritzau/