Med succes følger opmærksomhed og interesse. Og det ved Leicesters succes-manager Claudio Ranieri. Alle Ingen over klubben – alle er velkomne til at skifte, lyder meldingen.

Der løber spillere rundt i Leicester, som har potentiale til at gøre sig på den helt store scene. Spillere som Jamie Vardy,  Riyad Mahrez, N'Golo Kanté og danske Kasper Schmeichel. Og skulle disse spillere selv ønske at komme videre, så vil Ranieri ikke stå i vejen for dem.

Det udtaler han til goal.com.

»Vi ønsker at beholde alle vores spillere. Vi tror på dem. Men hvis en spiller kommer til mig og siger: ’Boss, Jeg vil gerne et bestemt sted hen, for det er min ambition’, så vil jeg svare: ’nyd det, og held og lykke’.«

Læs også: Schmeichel om Schmeichel: Han er trådt ud af sin fars skygge

Før har det helt specielle sammenhold i Leicesters trup været nævnt som en af hjørnestenene i den overraskende succes, der har bragt dem foran milliard-klubber på Premier Leagues mest eftertragtede plads.

Og det er også, fordi ingen er over klubben, at Ranieri er klar til at give slip på sine guldfugle.

»Jeg vil kun have spillere, der selv ønsker at være her. Før eller siden vil vi vokse som klub og blive et virkeligt stort hold, men selvfølgelig ikke så store som Real Madrid eller Barcelona,« udtaler den 64-årige italiener.