For tiden går det én vej for Peter Schmeichels hjerteklub Manchester United.
Fremad!
Og det vil det danske klub-koryfæ have hele verden til at se torsdag, når Manchester United møder Barcelona i Europa League.
Storkampen bliver en form for tryktest på projekt 'genskab Manchester United', der siden ansættelsen af hollandske Erik Ten Hag har leveret præstationer, der giver håb om langt bedre tider end det sidste årtis mørke efter Alex Fergusons afsked med klubben.
»Lige nu er atmosfæren, hvor den skal være, alle de gode ting er der, og den rette mentalitet er der.«
»Nu skal vi gøre det godt i Europa, for vi vil vise hele fodboldverdenen, at Manchester United er på vej tilbage. Det har taget lang tid. Men vi er på vej tilbage - uden at skynde os,« siger Schmeichel, der blandt andet vandt The Treble med United, til CBS Sports ifølge Goal.
Og fremgangen kan give Manchester United afledte fordele.
Ifølge den danske fodboldlegende er klubben nemlig nu særdeles attraktive for spillere på øverste niveau.
»Vi er et attraktivt sted for de bedste spillere i verden, der ønsker at komme og spille for os,« siger Schmeichel og fremhæver én spiller, han håber på:
Den engelske Dortmund-stjerne Jude Bellingham, som længe har været kædet sammen med storklubber - blandt andet rivalerne Liverpool, der halter noget mere i denne sæson.
»Jamie Carragher (ekspert på engelsk TV og tidligere Liverpool-spiller, red.) har sagt, vi ikke er attraktive nok til Jude Bellingham, selv om han ville være perfekt for os.«
»Men nu kan man forestille sig en situation, hvor Liverpool ikke er med i Champions League (næste sæson, red.), og vi er. Så er vi måske pludseligt mere interessante, og med Manchester Citys situation in mente, så bliver vi måske den mest attraktive klub.«
»Derfor er det meget vigtigt for klubben, at vi bliver på dette spor.«
Torsdag går det altså løs i Europa Leagues 1/16-delsfinaler mod Barcelona.
Her er Christian Eriksen ikke med for Manchester United grundet en skade, mens Andreas Christensen starter ude for Barcelona.
I den hjemlige Premier League er Manchester United lige nu nummer tre med fem point op til Manchester City på førstepladsen.