Fredag er Peter Schmeichel selv med til at afgøre Danmarks muligheder ved den kommende sommers EM, når han deltager i lodtrækningen. Europamesteren fra 92-holdet har selv valgt sine favorit-modstandere.

Peter Schmeichel kan næppe se igennem kuglerne, når han deltager i EM-lodtrækningen i den ukrainske hovedstad Kiev.

Den store målmand er en af legenderne fra tidligere europamesterskaber, som UEFA har inviteret til at deltage i lodtrækningen. Og han har allerede på forhånd valgt de lande, som han helst ser Danmark parret med, når kuglerne trækkes op af bowlerne fredag aften kl. 18.

Han håber især på, at Danmark kommer i pulje med hans fars fædreland.

- Jeg vil gerne have, at Danmark trækker Polen for at se, hvem min holder med.

- Det her er min gruppe: Polen på grund af min far, England - mit andet hjem, og Sverige, vores naboer. Alle kampene ville være den vigtigste kamp nogensinde, skriver Schmeichel på twitter.

Det lægger allerede fast, at Polen er det ene af holdene i Gruppe A, mens det andet af værtslandene, Ukraine, er blevet tildelt Gruppe D. Lodtrækningen begynder med, at de to topseedede hold, Spanien og Holland, bliver fordelt i henholdsvis Gruppe B og C.

Herefter trækkes der lod i Danmarks seedningslag, hvor de øvrige lande hedder Frankrig, Tjekkiet og Irland.

Derefter gentages proceduren for lag 3 og lag 2.

Her er den danske drømmepulje ifølge sporten.dk:

Polen, Rusland, Sverige og Danmark.

Mens mareridtspuljen ser sådan ud:

Spanien, Tyskland, Portugal og Danmark.

Flere røster fra DBU har desuden givet udtryk for, at det vil klart være at foretrække, hvis Danmark kommer til at spille deres indledende pulje i Polen, da indkvarteringsmulighederne her er af bedre standard end i nabolandet Ukraine. Desuden vil det formentlig også være mere tiltrækkende for de danske landsholdsfans.