Claudio Ranieri er i gang med sit 16. job som træner, men han har aldrig vundet et mesterskab. Nu kan han vinde det – i Leicester City af alle steder.

Han ligner en pensioneret revisor. En bedstefar. Og han opfører sig som én. Kultiveret, velklædt, veltalende. Pæn. Måske i virkeligheden lidt lige som sine resultater. Pæne … uden at være prangende.

For nok er Claudio Ranieri manden bag Leicesters sensationelle rejse mod Premier League-stjernerne – han er også en træner, der gennem 30 år har stået i spidsen for nogle af Europas store klubber som Chelsea, Juventus, Inter, Atlético Madrid og Valencia uden nogensinde at have formået at vinde et mesterskab. Aldrig.

Som José Mourinho (hvis man i disse dage kan tage hans ord for gode varer) spydigt sagde om sin italienske trænerkollega tilbage i 2008, da de to kæmpede om det italienske mesterskab med henholdsvis Inter og Juventus.

»Ranieri har mentalitet som én, der ikke behøver at vinde. Han er næsten 70 år gammel (han var nu kun 57 år dengang, red.), han har vundet en Super Cup, og han er for gammel til at forandre sig. Han er gammel og har ikke vundet noget,« sagde José Mourinho, der (selvfølgelig) endte på toppen i det år.

Gennem sine tre årtier har den i dag 64-årige Claudio Ranieri, da heller ikke efterladt varige indtryk af den helt positive slags. I hjemlandet Italien ridser den manglende Scudetto. I Spanien var stilen for italiensk – og opholdene i Valencia kom på de ’forkerte sider’ af klubbens seneste storhedstid. I England og Chelsea blev han manden, der var manager lige inden klubbens store oprejsning med José Mourinho, der fulgte efter. Og senest blev han jaget ud af Grækenland, hurtigere end man kunne sige ’økonomisk nedsmeltning’ lige efter et forsmædeligt EM-kvalifikationsnederlag til Færøerne.

»Han var på vej ned i de glemtes rækker, så jobbet i Leicester var vel også hans chance for at genskabe sig selv. Men jeg er helt sikker på, at han aldrig havde drømt om at stå i denne situation, som han har bragt Leicester i,« siger Morten Bruun, der kommenterer fodbold for Discovery Networks.

I den midtengelske klub virker det foreløbigt. Her har Claudio Ranieri fået alt til at klikke ved i virkeligheden ikke at gøre så meget.

»Han så, at holdets stil virkede ret godt, og selvfølgelig gør han noget anderledes, men en af grundene til vores succes har været, at han indså, at han ikke skulle ændre for meget for hurtigt,« har den danske målmand Kasper Schmeichel sagt til BBC.

Italieneren er fløjet videre på et forrygende forår i Leicester, hvor nedrykningen blev afværget.

»Han har ikke villet ændre på noget, der ikke var i stykker. Og han holder endda sit eget store indkøb, Gökhan Inler, på bænken. Det er god stil med en manager, der tør det – baseret på sin erfaring og personlige klasse,« siger Morten Bruun.

Det er i det hele taget mandskabsbehandlingen, som Claudio Ranieri får allermest ros for i øjeblikket. Everton-manager Roberto Martinez har for nylig sagt til Telegraph:

»Ranieri leverer hele tiden et meget roligt budskab, og han har stor tro på egne overbevisninger. Sådan spiller holdet også. Glem, hvordan Leicester spiller taktisk – det handler om truppens mentalitet. Ranieri fortjener enorm anerkendelse for det, 100 procent, og han har ikke fået den anerkendelse, han fortjener,« lyder det fra spanieren.

Men altså, det er trods alt stadig ’kun’ Leicester. Så hvor ligger Claudio Ranieri efter 16 trænerjob på 30 år?

»Hvis man laver en top 20 over trænere, kommer han med. Men han er ikke én, der bliver nævnt i Bayern München, FC Barcelona, Real Madrid eller de helt store klubber, selv om opholdene i Chelsea og Juventus kommer tæt på. Han vil lide under, at han aldrig har vundet det mesterskab. Det er problematisk, og han rangerer vel lige under de allerbedste,« vurderer Morten Bruun.

Leicester møder tirsdag aften Manchester City. Kampen spilles klokken 20.45.