Målmandspositionen på det danske landshold er mere åben, end den har været i over ti år.
Kasper Schmeichel har i en lang årrække siddet tungt på posten, men nu er han kraftigt udfordret af Mads Hermansen og Filip Jørgensen, der leverede pragtpræstationer onsdag aften i Premier League.
I DR-podcasten 'Fodboldlisten' fortæller ekspert Mikkel Bischoff, at han er overbevist om, at Kasper Schmeichel ender med at vogte målet i de afgørende playoffkampe i slutningen af måneden.
»Jeg er 100 procent sikker på, at han kommer til at stå i de kampe, for hvis man skifter så meget rundt på dem foran ham, så vil man gerne have rutine. Jeg ved ikke, om jeg synes, det er det rigtige. Jeg ville da også hellere have en Mads Hermansen.«
B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, hælder også til et skifte på målmandsposten.
»Brian Riemer står med et hovedbrud - men i rigtig mange landsholdsfans' øjne vil det se meget mærkeligt ud, hvis han vælger en keeper, der har det svært i den skotske liga, når vi har danskere i Premier League, der storspiller.«
Flere ting taler for at vælge den 14 år yngre keeper frem for Schmeichel.
Han står i verdens hårdeste liga, mens 39-årige Schmeichel med Celtic begår sig i den skotske, som ligger nummer 18 på UEFAs rangering.
Hermansen har stået de sidste fem kampe for West Ham, der fighter i bunden af ligaen, og der er det blevet til otte vitale point, men også en 5-2-snitter mod Liverpool.
Lige nu er Kasper Schmeichel ude med sygdom og har ikke spillet siden 22. februar, hvor holdet tabte 2-1 til Hibernian FC.
Manager Martin O'Neill har sagt, at han håber, at Schmeichel er tilbage til rivalopgøret mod Rangers på søndag. Derefter venter to Celtic-kampe mere, før landsholdet samles.
Hele den danske bagkæde er ramt af skader og karantæne, så Schmeichel ville være den eneste af holdets normale krumtapper.
Danmark spiller mod Nordmakedonien 26. marts, og ved sejr venter der en finale om en VM-billet i enten Tjekkiet eller Irland.
