Schmeichel spottet efter hospitalsbesøg


Søndagens opgør mellem Danmark og Portugal endte på mange måder skidt.
Danskerne måtte flyve hjem uden en sejr, og Kasper Schmeichel måtte et smut på hospitalet efter et fald under kampen, hvor han tydeligt var i smerter.
Nu er målmanden blevet spottet med armen i slynge i Lissabons Lufthavn af fodboldmediet Tipsbladet.
»Her så den danske landsholdsmålmand ikke godt ud, da han havde sin venstre arm i en slynge efter at have været på hospitalet til undersøgelse i nat,« skriver mediet.
Kasper Schmeichel kom til skade i den forlængede spilletid, men blev på banen, fordi Danmark ikke havde flere udskiftninger.
»Jeg havde 100 procent sikkert skiftet Schmeichel ud, hvis jeg havde flere udskiftninger, for han var skadet,« sagde landstræner Brian Riemer efter kampen.
»Da Portugal scorede til 4-2, skiftede jeg Conrad Harder ind, så han kunne få scoret et mål, og så måtte jeg håbe, at min målmand ikke blev skadet, men det blev han.«
Debatten om Kasper Schmeichel blev da også for alvor antændt efter 5-2 nederlaget mod Portugal, der blev Danmarks afsked med Nations League-turneringen.
Den 38-årige Celtic-stjerne med 113 landskampe på cv'et har fået hård medfart på de sociale medier, og i podcasten B.T. Fodbold blev han heller ikke skånet.
»Det er vanvittigt at sige efter en kamp, hvor han tager et straffespark fra Cristiano Ronaldo og heroisk spiller videre trods store smerter, men jeg tror, at vi skal have et skift,« sagde B.T.s fodboldreporter Jonas Ryefelt, der fik modspil af B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.
Du kan lytte til det seneste afsnit af B.T.s podcast 'B.T. Fodbold' her.