Schmeichel-søster reagerer: 'Fantastiske oplevelser'
Kasper Schmeichels karrierestop har affødt reaktioner fra nær og fjern - også fra søsteren Cecilie, der takker for både oplevelser og ar på kroppen.

Kasper Schmeichels karrierestop har affødt reaktioner fra nær og fjern - også fra søsteren Cecilie, der takker for både oplevelser og ar på kroppen.

120 gange i rødt og hvidt og over 900 kampe i alt - og så var det slut.
Kasper Schmeichel stopper karrieren, og nu bliver han hyldet af en af sine største støtter, nemlig søsteren Cecilie, der har fulgt karrieren tæt.
»Som både søster og fan vil jeg bare sige tak. Tak for utallige fantastiske oplevelser. Tak for at vise, at alt er muligt, hvis bare viljen er stor nok. Og tak for de mange ar på kroppen efter at have været din faste modstander i haven som barn,« lyder det i hendes Instagram-opslag.
»Du har altid spillet med hjertet - både på banen og udenfor, og jeg glæder mig mig til at se hvad du nu kaster dig over.«
Cecilie Schmeichel missede sjældent en kamp i Parken, hvor storebror vogtede buret, ligesom mor og far, Bente og Peter Schmeichel, også støttede op, når det var muligt.
Da det i marts stod klart, at Kasper Schmeichel i hvert fald skulle holde 10-12 måneders pause, så gik han også på live-tv med sin far og fortalte, at han kunne have spillet sin sidste kamp.
Forudsigelsen viste sig at holde stik, og nu er målmandshandskerne lagt på hylden.