Lørdagens 1-0-sejr over Peru ved VM i fodbold stiller Danmarks landshold i en gunstig position inden gruppemødet med Australien på torsdag.

Målmand Kasper Schmeichel maner dog til besindighed og påpeger, at der er ikke er garanti for flere point og en plads videre i turneringen, hvis indsatsen fra kampen mod Peru bliver gentaget.

»Det var vigtigt, at vi slog Peru. Vi spillede ikke en specielt god kamp, men det er et tegn på, at vi er et rigtig godt hold, at vi stadigvæk vinder, når tingene ikke fungerer. Vi har fået en god start, men ikke mere end det. Vi har en meget, meget svær kamp mod Australien, for jeg så første halvleg af deres kamp mod Frankrig, og de var godt med, så vi må aldeles ikke komme for langt frem i skoene, fordi vi har vundet,« siger Schmeichel, der ikke overraskende fik topkarakter i B.T.s bedømmelse af de danske spillere - som du kan se her

Den danske målmand psykede også Perus straffesparksskytte, der endte med at brænde. Det kan du læse mere om her

Christian Eriksen og Henrik Dalsgaard håber, at lørdagens sejr kan give de danske spillere lidt mere ro, så nervøsiteten ikke fører til endnu en kamp med mange fejl.

»Nu er der lidt mere ro på inden den anden kamp. Nu er vi ikke tvunget til at skulle tage tre point mod Australien, selv om vi går 100 procent efter sejren, så vi kan få lukket den her gruppe og gå videre,« siger Dalsgaard.

Danmark står noteret for tre point i gruppe C efter lørdagens sejr over Peru. Også Frankrig vandt sin første kamp i gruppen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danmark står noteret for tre point i gruppe C efter lørdagens sejr over Peru. Også Frankrig vandt sin første kamp i gruppen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Eriksen supplerer:

»Jeg er sikker på, at vi kan gøre det meget bedre mod Australien og Frankrig. Vi ved også, hvor meget pres, der har været på os før den første kamp, så det var vigtigt at komme i gang med en sejr,« siger Eriksen.

I gruppens anden kamp lørdag vandt Frankrig 2-1 over Australien.

Vinder både Danmark og Frankrig på torsdag, er begge hold videre til ottendedelsfinalerne inden sidste runde i gruppespillet, hvor de to hold møder hinanden i Moskva.